Om mig:

Jeg er født i Skjern, hvor jeg som den ældste af 3 voksede op på landet. Jeg er bankuddannet, og det blev til godt 30 år i bankverdenen, indtil jeg i 2002 ønskede at prøve noget andet.

I 1992 begyndte jeg at arbejde bevidst med min personlige udvikling, da jeg efter en skilsmisse valgte at gå i terapi. Her stiftede jeg for første gang kendskab til bl.a. meditation og drømmetydning, og det blev for alvor starten til min interesse for den såkaldte alternative verden. Jeg har siden da deltaget i en række kurser og workshops samt forskellige udviklingsgrupper.

På en messe mødte jeg engang en clairvoyant, som fortalte mig, at mine hænder ville egne sig til healing eller massage, og det blev så indledningen til min nye karriere. Jeg har Kursuscentret Kildens 3-årige uddannelse i healingsmassage og samtale, og jeg er nu godkendt som Registreret Alternativ Behandler (RAB) i healingsmassage efter Sundhedsstyrelsens regler.

Det spirituelle har i mange år haft stor betydning for mig. Jeg voksede op i et Indre Missions miljø, og det var helt forkert for mig, så i dag er jeg ikke tilknyttet nogen bestemt religion. Jeg samarbejder med den åndelige verden/universet som kanal for energierne fra engle og mestre, og jeg er uddannet i kanalisering hos Den Gyldne Sol i Hillerød.

Undervejs har jeg gennem min egen personlige og spirituelle udvikling arbejdet mig frem til, at jeg har lyst og evner for at hjælpe mennesker til et bedre liv. Det er min intention at hjælpe mennesker til at finde kærligheden til sig selv, så de kan følge deres hjertes stemme og turde være den de er.

Jeg interesserer mig for bøger og naturen, og jeg synger i Copenhagen Gospel Voices.